Dette websted bruger cookies til at skelne dig fra andre brugere. Det hjælper os med at give dig en god brugeroplevelse og til at forbedre vores websted.


Dit privatliv er vigtigt for os. AGCO har derfor for nylig opdateret sin privatlivspolitik for at give dig en bedre forståelse af de typer personoplysninger, vi indsamler fra dig, og hvordan vi bruger det. Vi anbefaler dig at tage et øjeblik til at læse den opdaterede politik, der er tilgængelig på http://www.agcocorp.com/privacy.html

Arkiv
Fynsk Valtra kører i den gode sags (vinter)tjeneste
Valtras verden Traktorer Tjenester

Fynsk Valtra kører i den gode sags (vinter)tjeneste

Svend Lohmann rydder sne og salter vejene om vinteren for Odense Kommune. Specifikke krav til vægt, dimensioner og komfort fik ham til at investere i en Valtra G105 til vintertjenesten, og den har klaret arbejdet perfekt i januar og februars koldeste dage.

Svend Lohmann ejer en landbrugsejendom på Fyn, hvor han for ca. 16 år siden bortforpagtede gårdens 20 hektar jord ud til sin nabo. Da stod han umiddelbart tilbage med sin traktor, der ikke var arbejde til, men da han på det tidspunkt allerede gennem 4-5 år havde kørt vintertjeneste hos kommunen med traktoren om vinteren sammen med et par gode naboer, besluttede han at beholde traktoren og fortsætte med vintertjenesten.

“Fra uge 42 til uge 15 står jeg kontraktuelt til rådighed for Odense Kommune. Det betyder, at jeg kan blive ringet op døgnet rundt og senest 45 minutter efter skal være ude at salte eller rydde sne på den strækning, jeg er tilknyttet,” fortæller Svend Lohmann.

I september 2020 bestilte han en ny Valtra G105, som blev leveret i december 2020 og derefter klargjort efter kontraktens stillede krav. Svend Lohmann var faktisk den første i Danmark til at investere i den nye G-serie.

Spritny G105 lever op til strenge licitationskrav
Svend Lohmann har tegnet en fem-årig kontrakt med Odense Kommune, hvor han har ansvaret for rydning og saltning på en 30 km. lang cykelsti. I licitationen er der en række specifikationer, der skal opfyldes. Det er blandt andet motoreffekt, bredde, højde og løfteevne til at kunne køre med det, i specifikationerne, beskrevne vintermateriel – saltspreder og sneplov. Derfor stod Svend Lohmann sidste år i en situation, hvor han skulle revidere sit maskinel.

“Hvis jeg skulle fortsætte med min daværende traktor, skulle jeg investere i nye dæk og fælge for et betydeligt beløb. Samtidig ville jeg uanset få et problem med belastningen på bagakslen, der skal klare en liftophængt saltspreder på 2,5 tons totalvægt, hvilket er en betydelig vægt til en traktor af denne størrelse og med de beskedne dimensioner, som er krævet for at kunne køre på cykelstier. Derfor kiggede jeg på markedet efter en ny traktor,” siger Svend Lohmann og fortsætter:

“Det var lige omkring det tidspunkt, at Valtra havde lanceret deres G-serie, og jeg kunne se, at den kunne tilpasses til at opfylde alle de krav, jeg skulle opfylde ifølge kontrakten.”

Valtra G105 er den mindste model i G-serien, men selvom det er en lille og kompakt traktor, kan den tage helt op til godt 7 ton i bagakselbelastning, hvilket er højt for en traktor i denne klasse. For Svend Lohmann, der skulle leve op til licitationens dimensioner, var det svært at finde en traktor, der opfyldte alle krav og stadig kunne løfte den tunge saltspreder, før han blev opmærksom på Valtras G-serie.

“Når jeg kører på en cykelsti, er der flere steder med meget snævre forhold. Derfor har jeg fået sat dækkene godt ind på min G105, hvorfor jeg også havde visse bekymringer, om traktoren kunne dreje skarpt nok, men det viste sig, at den stadig kan dreje skarpt og i øvrigt er meget manøvredygtig,” siger Svend Lohmann.

Fik den hjem tids nok til snefald i februar
I november og december var der ikke meget sne på radaren, mens det var et helt andet landskab i februar, som både bød på ekstreme minusgrader og en hel del sne. Der kom Svend Lohmanns nye snerydningstraktor rigtig til sin ret.

“Det er en fantastisk positiv oplevelse at køre i den. Den manøvrerer godt, og har et godt udsyn på grund af den skrånende kølerhjelm, hvor jeg kan holde øje med sneploven. Via førerhuset har jeg godt udsyn til eventuelle cyklister og andre trafikanter, samt kantstene, skilte, elskabe og andet, jeg kører meget tæt på, og selvfølgelig også ud til saltsprederen bagtil. Jeg bestræber mig på at have tidssvarende materiel, der virker,” siger Svend Lohmann og fortsætter:

“Når vi bliver kaldt ud, skal jobbet været klaret inden for fire timer. Der går det ikke at have en gammel traktor, der måske ikke virker. Derfor har jeg hidtil bestræbt mig på at skifte traktor forud for hver ny kontraktperiode – og med Valtra fulgte en god 4-års garanti, hvilket jo er super set i forhold til, at kontrakten netop løber i 4 år.”

Det var fedt at køre i 2010
Med over 20 års erfaring i vintertjeneste, kan Svend Lohmann godt huske, hvilke år der har været det hårdeste at køre i.

“Vi havde et par år fra 2010 til 2013, hvor vintrene var rigtig lange med masser af sne og frost. Det var nogle gode år, hvor vi kørte rigtig meget. Vi blev, som jeg husker det cirka, kaldt ud mellem 120 og 150 gange på en sæson,” genkalder Svend Lohmann.

Flere af Svend Lohmanns landmændsnaboer, gør ligesom ham selv, og kører vintertjeneste i vintermånederne, hvor traktorerne alligevel venter på at komme ud til foråret.

“Vintrene bliver mildere, og de senere år har der ikke været kørt så mange ture, men det kan blot en enkelt snestorm hurtigt ændre på,” siger Svend Lohmann.

“Vintertjeneste er en oplagt mulighed for landmænd omkring byen til at udnytte materiellet til at tjene lidt, mens man alligevel venter på at komme i jorden til foråret, hvis man ellers kan holde ud – eller gider – at stå tidligt op og i øvrigt gå med sin telefon tændt hele døgnet.”

Læs også