Dette websted bruger cookies til at skelne dig fra andre brugere. Det hjælper os med at give dig en god brugeroplevelse og til at forbedre vores websted.


Dit privatliv er vigtigt for os. AGCO har derfor for nylig opdateret sin privatlivspolitik for at give dig en bedre forståelse af de typer personoplysninger, vi indsamler fra dig, og hvordan vi bruger det. Vi anbefaler dig at tage et øjeblik til at læse den opdaterede politik, der er tilgængelig på http://www.agcocorp.com/privacy.html

Arkiv
Specialbygget Valtra høster pil i Nordjylland
Traktorer Mennesker

Specialbygget Valtra høster pil i Nordjylland

Du kommer ikke til at møde en mere speciel traktor i denne måned, end den du kommer til at læse om her. Mød Skovbygaard A/S’ helt unikke pilehøster, der kører baglæns på bælter med 3D-tegnede klinger. Oh yes! Du læste rigtigt, og du bliver ikke skuffet, hvis du læser videre…

Det er faktisk en hvid Valtra, der gemmer sig under den store grønne klipper og det grønne lad, hvor pilen lægges. Det er svært at ane, og den hvide Valtra er da også blevet forvandlet fra en N174 model til en stærk pilehøstemaskine.

Maskinen ejes af Skovbygaard A/S, der ligger i Vester Hjermitslev. Ejer Kasper Nielsen købte i 2017 en Valtra N174 model og brugte tre fjerdedele af et år på at bygge udstyret til traktoren op sammen med sit lokale værksted i Sindal.

”Tilbage i 2016 ledte jeg efter en pilehøster, og det eneste på markedet var en bugseret helskudhøster, som det kaldes. Men det er ikke til at køre med vogn ude på de her bløde arealer, som pilen står i. Så vi gik med tanken om at bygge selve høsteren op på traktoren i stedet for. Og så endte den med at se sådan her ud,” fortæller ejer af Skovbygaard A/S Kasper Nielsen.

Skovbygaard A/S gør alt i skovarbejde og flishugning, hvor de dækker hele processen fra at plante træer til fældning og lave det til flis. Pilefældning er kun en lille del af Skovbygaards opgaver, og Kasper Nielsen estimerer, at de høster pil for mellem 20 og 30 landmænd og dækker cirka 150 hektar om året fordelt i hele Nordjylland.

Har altid haft interesse for maskiner

Kasper Nielsen er uddannet landbrugsmekaniker og købte i 1995 ejendommen Skovbygaard, hvor han gik i gang med at bygge en flishugger selv, for at kunne fyre og holde varmen. Fra 1999 tog det om sig, og Kasper Nielsen startede op som selvstændig som landbrugsmaskinmekaniker. Efter Stormen i 2005, begyndte virksomheden rigtig at tage fart med skovmaskiner.

Interessen for maskiner har altid været der hos Kasper Nielsen. Så da en landmand spurgte, om han kunne finde en metode til at høste pil, satte Kasper Nielsen sig ned og tegnede.

”Jeg har altid haft en interesse for at lave specielle løsninger på mine maskiner. Det kommer nok af min uddannelse,” siger Kasper Nielsen, der også kiggede på flere traktormodeller, inden han valgte en Valtra N174:

”Jeg skulle have en traktor, der var kort, men stadig arbejdede med så meget effekt som muligt. Valtra N174 har en fire-cylindre motor og mange hestekræfter, der passer rigtig godt til det danske træk. Derudover skulle traktoren også være meget let, fordi vi kører på meget våd jord, hvor en tung maskine vil synke i. Det er også derfor, vi har sat bælter på i stedet for hjul, så vi skåner vådområderne.”

Netop bælterne er speciallavet til N174’eren, fordi der normalt ikke leveres bælter til Valtra N-serien. Så bælterne blev købt ind til en T-serie, som Kasper Nielsen så har tilpasset til sin pilehøster.

Maskine der kører baglæns

 

Maskinen kan høste pil med en diameter på op til femten centimeter og høster med en hastighed på otte km/t. Det specielle ved pilehøsteren er, at den kører baglæns, så vognen til pilen kan hvile på kølerhjelmen af N174’eren.

”Den har vendeudstyr, så den kan køre baglæns. Det er der ikke mange traktorer i denne størrelse, der kan. Og så er Valtra kendt for sin skovinddækning, så den både kan klare sig i skoven og det bløde føre,” fortæller Kasper Nielsen.

Pil er typisk plantet på arealer, hvor korn ikke kan gro, fordi jorden er for våd. Pil imod korn bliver høstet om vinteren, inden bladene begynder at springe ud.

”Vi kører typisk hele vinterhalvåret, fordi vi vil høste pilen uden blade på. Bladene gør, at fliskvaliteten ikke bliver lige så god, fordi de suger fugt, som man ikke vil have.”

Optimerer stadig

”Vi udvikler stadigvæk på den. Jeg vil for eksempel gerne pakke dyngerne med snor, inden de bliver læsset af vognen. Det vil gøre det nemmere for udkørselsmaskinerne, når de kommer og skal samle dyngerne op,” siger Kasper Nielsen.

Det er anden sæson maskinen kører, og sidste år var testsæson, hvor der stadig blev justeret på maskinen og optimeret funktionerne.

”Vi har udviklet den sådan, at elevatoren med pilene arbejder i samme tempo som traktoren. Så gearkassen og elevatoren arbejder sammen. På den måde kan føreren slappe mere af, da han ikke skal sidde og tænke på at stille på elevatoren samtidig med, han skal holde øje med arbejdet,” siger Kasper Nielsen.

Sidste år var en stor del af havarierne med maskinen, at klingerne gik i stykker under fældning. Pilene er stærke, især ved roden, derfor skal det være nogle stærke klinger, der kan holde til belastningen.

”Vi brugte savværksklinger, men de holdt slet ikke. Der var en periode, hvor det kostede os 7000 kroner om ugen i klinger, så i år har jeg lavet mine egne klinger. Jeg tegner og designer dem i et 3D-program, og får dem laserskåret lokalt. De har vist sig at være meget bedre. Vi har kørt med dette sæt i fire uger nu uden havarier, og de koster kun en tredjedel af savklingerne,” siger Kasper Nielsen og slutter:

”Jeg går rigtig meget op i at udvikle og optimere for at gøre vores hverdag bedre og mere effektiv.”

0

Læs også